Riomaggiore
Kommer man fra La Spezia, er den første landsby, man møder, Riomaggiore.
Landsbyen har udviklet sig vertikalt, så den er fuld af trapper, der forgrener sig mellem de tætstående skifertagshuse, der er malede i typiske liguriske farver.
Under hovedvejen løber åen Rivus Maior, der har givet byen sit navn.
I Riomaggiore starter den berømte kærlighedssti, der er skåret ind i den stejle klippevæg ved havet. Det er en unik oplevelse at gå ad den romantiske sti, der fører til Manarola. På vejen beundrer man landskaber, der tager vejret fra en, man hører lyden af bølger, der brydes mod klipperne, og man indånder den umiskendelige saltmættede luft.

Manarola
Forskanset på en stejlt forbjerg af mørk sten, med en lille havn i en lukket kløft, ligger Manarola. Ved siden af byen kan man beundre de typiske terrassemarker med vin og stengærder. Søger man nedad mod havet, finder man betagende stier og udkigspunkter af ekstraordinær skønhed.
Den mest kendte sti er kærlighedsstien (Via dell’Amore), der forbinder Manarola og Riomaggiore. Går man denne korte rute, der er skåret ind i den stejle klippevæg ud mod havet, fortaber blikket sig i bakkernes grønne farve til den ene side og himlen og havets azurblå farve til den anden.
I perioden 8/12 til 20/1 må man ikke gå glip af den store, oplyste julekrybbe, der optager en stor del af højdedraget, der ligger foran det beboede forbjerg.

Corniglia
Corniglia adskiller sig væsentligt fra de andre landsbyer i Cinque Terre, idet den hæver sig op på toppen af et hundrede meter højt stejlt forbjerg. For at nå op til landsbyen må man enten gå op ad en lang stentrappe (kaldet ”Lardarina), der består af 33 trappepartier med i alt 377 trin eller køre derop ad vejen, der fører fra togstationen til landsbyen. Det beboede område breder sig fra hovedvejen Via Fieschi. Fra husene ser man vejen på den ene side og havet på den anden.

Vernazza
Vernazza, der er grundlagt omkring år 1000, er den af de fem landsbyer i Cinque Terre, der i højeste grad har bevaret havnestemningen takket være sin behagelige og sikre lille naturhavn og sin traditionelle, antikke tilknytning til havet.
Vernazza er den eneste af de fem landsbyer med en naturlig havn. Landsbyen breder sig langs åen Vernazzola (der i dag er overdækket) og derfra op ad nogle skråninger, der skjuler det beboede område, hvis man nærmer sig det fra havet. Stejle og snævre stier går ned mod hovedvejen, der munder ud i en lille plads, der er placeret lige foran havnen. Tilstedeværelsen af arkitektoniske værker af værdi, såsom balkoner, søjlegange og portaler, vidner om, at Vernazza tilbage i tiden økonomisk og socialt befandt sig på et højere niveau end de andre landsbyer i Cinque Terre. Også i dag virker den faktisk nobel og elegant.

Monterosso
Den vestligste landsby i Cinque Terre er delt i to af San Cristoforo-højdedraget. Den gamle bydel, der er karakteriseret af en stort middelalderligt historisk centrum, er adskilt fra det moderne beboelseskvarter, der breder sig langs strandbredden.

Landsbyens historie går tilbage til år 643, da folk, der boede i bakkerne, bosatte sig ved havet for at slippe væk fra de invaderende barbarer.
Den gamle bydel står nærmest intakt med dens små, høje tårnlignede huse og snævre stræder. Da byen var offer for gentagne stridigheder på havet, blev der bygget forskellige forsvarsværker. I dag kan man endnu se borgen med tre runde tårne, nogle stykker af bymuren, middelaldertårnet, der i dag er klokketårn for San Giovanni-kirken, og tårnet Torre Aurora, et levn efter de 13 tårne, som i det 16 århundrede omgav landsbyen.
Det moderne beboelseskvarter snor sig derimod langs strandpromenaden i den tilstødende Fegina-vig. Vegetationen omkranser Monterosso, og byens strand, der er den mest udstrakte på Cinque Terres kyst, de utrolige rev og det krystalagtige hav gør, at landsbyen er blandt de mest indbydende på liguriens Levante-riviera.
I fortiden var Monterosso i besiddelse af en betydningsfuldt tunfiskenet, der gjorde den kendt for sit fiskeri; især for saltede ansjoser og ”Scabeccio”, der er friterede fisk konserverede i eddike i små trætønder.